The Economist beretter, at de tider nærmer sig, hvor en fælles europæisk skattepolitik kan blive en realitet. Man er tilsyneladende begyndt at diskutere den fælles europæiske skattebase. Vi kan vel alle gætte, hvad det kommer til at betyde.
Økonomisk forskning viser nu, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem kulturel heterogenitet og villigheden til at betale for – og installere – en velfærdstat med universelle ydelser, som eksempelvis den danske. Harvard økonomerne, Alberto Alesina og Edvard L. Glaeser, undersøger i bogen Fighting Poverty in the US and Europe, hvilke forhold der spiller en rolle for villigheden til at betale skat og til at sikre sammenhængskraften. Ganske interessant er det, at jo mere etnisk homogen en befolkning er – jo større er skattebyrden. De to økonomer viser, at denne sammenhæng både kan findes på tværs af lande i Europa og på tværs af de amerikanske stater.Herhjemme har vi et glimrende eksempel på den tankegang i Dansk Folkeparti. De universelle velfærdsydelser skal kun gælde personer, der tilhører den rigtige etnie – altså socialisme baseret på stammetilhørsforhold.
Hvis økonomerne har ret, rummer det tankevækkende perspektiver især i forbindelse med optagelsen af Tyrkiet i EU. Når det nu er besluttet, at arbejdskraften ikke må bevæge sig frit over grænserne så kunne en måde at undgå, at EU bliver endnu et skatteudskrivningsorgan, være at sikre så stor kulturel heterogenitet som muligt. Det må betyde, at Tyrkiet, Hviderusland, Marokko og hvem, der ellers kunne have lyst, skal have adgang til det europæiske fællesskab hellere i morgen end i over-morgen. Og eftersom Europa alligevel af nogle opfattes som en konstruktion, så er der vel nærmest ingen grænser for hvem, der kunne inviteres ind i ‘varmen': alt sammen for at undgå flere og højere skatter.
Indlægget Tyrkiet, EU og “velfærdsstaten” blev vist første gang den Punditokraterne.
